Til eftertanke

TRINITATIS

Treenigheden

TRINITATIS

Søndagen efter pinse hedder trinitatis søndag.

Trinitatis – betyder treenighed, så den søndag fejrer vi, at med Helligåndens komme pinsedag har Guds væsen fået sit fulde udtryk:

Gud er én og dog tre: Fader, Søn og Helligånd.

Smukkest er treenigheden gengivet på en ikon af den russiske ikonmaler Andrej Rublev fra ca. 1410. Ikonen forestiller de tre engle, der besøger Abraham i Mamrelund, men den tolkes som et billede på treenighedens mysterium.

De tre personer er placeret sådan, at de danner en cirkel, symbolet for evigheden - Gud.

Skikkelserne er fuldstændig ens og ligeværdige – de er hverken kvindelige eller mandlige, eller måske begge dele på én gang, og der er en helt særlig harmoni, ja nærmest ømhed imellem dem.

De bærer alle blåt i deres dragter, for blå er den guddommelige farve, himlens farve.
Englen til venstre tolkes som Faderen, fordi man fornemmer den engels særstilling, ved at de to andre bøjer sig ind imod den. Englen i midten har under sin blå kappe en jordfarvet, rød-gul kjortel. Det er Kristus, som kom til jorden og blev menneske, mens Ånden til højre i billedet foruden den blå også bærer en grøn klædning, som symboliserer nyt liv.

Midt på bordet står en kalk og i kalken ligger et lam, som billede på Kristus, der giver sit liv for verden.

Ånden til højre peger ned på bordet, hvor der foran er en firkant, som symboliserer de fire verdenshjørner – altså jorden, hvor vi mennesker bor, så Ånden peger på, at der er en plads ledig dér.

Og forlænges bordets linjer ud i rummet, så vil linjerne møde os midt i brystet. Der er plads til os ved bordet i fællesskabet. Vi er indbudt til at træde frem og deltage i Treenighedens fest, indbudt til at blive elsket og at elske tilbage

Vi drages ind i det kærlighedens fællesskab, der er mellem de tre engle og som sendes ud i verden igennem os.

Sådan inviterer/kalder Ånden enhver af os til at sidde med ved bordet, som vi helt konkret gør det, når vi går til alters om søndagen, hvor Kristus rækker os sit legeme og blod. Rækker os den treenige Guds kærlighed, som vi må give videre.

Vi er altså kaldet til at indgå i fællesskabet med den evige kærlighed, og det fællesskab kan aldrig blive for stort. Den cirkel, som de tre engle udgør, kan altid gøres større, for målet for Treenigheden er at Gud skal blive alt i alle.