Hesselager by- og kirkes 840 års jubilæum blev en fantastisk flot og festlig dag takket være de idérige initiativtagere og de frivillige strikkedamer og medhjælpere.

I kirken sørgede det nye Hesselagerkor for en dejlig stemning med 3 dejlige sange og kirkens dygtige organist Liudmila Bech havde komponeret et ubeskriveligt flot præludium, som tog os med på en musikalsk rejse fra middelalderen over folkemusikken og romantikken frem til moderne orgelmusik og salmesangen lød som julefaten - Alt spillede sammen til en virkelig smuk og minderig dag i anledning af 840 års jubilæet - TAK til initiativtagerne og alle medvirkende og hvis man har lyst til at læse min prædiken, så bringer jeg den her.

Tak for en dejlig dag!

Hanne Thordsen

Prædiken ved Hesselager by- og kirkes 840 års jubilæumsgudstjeneste d. 10. september 2023

======================================

Vi har netop gået, cyklet, kørt den lille tur fra Damestenen og herhen til kirken – en tur på vel ca halvanden kilometer og en 20 minutters tid på gåben, men set i historiens lys, så er det en vandring på 18.- 19000 år fra da Damestenen vandrede med den sidste istid fra Sydsverige til Vormark og så frem til i dag til den festlige indpakning af den store sten i det smukkeste uldne tæppe i alle regnbuens farver.

Hvis den sten kunne tale ville vi alle sidde med store øjne fuldkommen opslugte af dens fortælling om de vilde kræfter, der rev den løs fra dens moderfjeld og om de voldsomme ismasser, der rev den med til ukendte kyster, mens den frygtede, at blive knust til grus under presset, og hvordan den langt om længe fandt hvile på en smuk flodbred.

Den har set de første dyr indfinde sig på isen mamutter, bison senere vildheste, rensdyr, ulve, hjorte og bjørne nogle gange forfulgt af jægere, der hastede forbi efter byttedyrene indtil landskabet havde forandret sig til frugtbart land og mennesker begyndte at rydde hasselskoven derhenne mod syd og en lille rydning lige lidt nordvest for stenen – Vormark måske oveni købet opkaldt efter stenen selv, for Vormark er nævnt første gang i 1313, så Vormark har faktisk 710 års jubilæum i år 😊i formen Vutemarck. Ordet kommer fra wartha, som kan betyde fjeld eller fjeldside, så måske har de første indbyggere opkaldt deres lille rydning efter det fjeld, der lå dernede på marken ved floden –

Og de mennesker, der bosatte sig her, har måske tilbedt den store sten, eller brugt den i deres religiøse ceremonier. De har hugget fordybninger i den – soltegn eller frugtbarhedstegn eller måske har de hugget stenmel ud af stenen - stærk medicin få at få del i den store stens kraft.

Odins ravne Hugin og Munin har slået sig ned på stenen før de fløj hjem til Odin med nyt fra menneskenes verden. Hugin betyder “at have i tankerne”. Eller i sit sind Hu er det gamle ord for sind Hugin er udsynet- eller fremsynet.

Munin betyder “mindes”, og Munin er ravnen, der ser tilbage – mindet eller erindringen.

Begge dele er vigtige – erindringen om det, der var for at vi ikke gør de samme fejl og udsynet mod fremtiden, så vi ikke kun hænger fast i det, der var.

Og så en dag kommer der rejsende sydfra–drevet af en guddommelig befaling fra deres Gud, Hvide Krist - gå ud i alverden og fortæl alle folkeslag, at den dybe sammenhæng i vores liv er kærligheden, at vi skal elske vores næste som os selv - ikke strides eller holde slaver eller ofre dyr og mennesker, og at det er den kærlighed vi skal komme i vores hu – i vores sind  i hukomme som vi siger det i nadverordene – at den kærlighed skal være vores faste grund som den skal være vores udsyn og fremsyn.

Og det lyder så godt, at de mennesker, der har slået sig ned her, rejser den første trækirke, så ordene om at elske hinanden kan lyde lige der, hvor de bor.

Selv bor de i små lerklinede huse, men Guds hus skal være stort og smukt, for det er et fantastisk budskab, der lyder derfra og som årene går og landsbyen bliver rigere, tilkalder man de berømte stenhuggere og den smukkeste kirke af kampesten knejser snart over de lave lerklinede huse.

Og byens nye præst er endda ven med fyrsten, Knud Prislavsen, som er tæt på det danske kongehus – hans mor er datter af Knud Lavard, Kong Erik Emunes søn, og hans fætre er de danske konger Knud d. 4 og senere Valdemar Sejr.

Knud Prislavsen er begyndt på at bygge en ny borg lidt længere oppe ad kysten, som med tiden får navn efter hans borg: Nyborg, men her i 1183 mærker han døden nærme sig, ja han dør faktisk samme år, og han ønsker at testamentere en del af sine jordbesiddelser til Skt Knuds kirke i Odense, så der kan blive læst sjælemesser for ham mange år fremover.

 Dokumentet underskrives i 1183 med præsten Robert fra Hesselaker som vidne, og derfor kan vi i år fejre byens og kirkens 840 års jubilæum, selvom begge dele helt sikkert er ældre.

De gamle lerklinede hytter fra den tid er for længst forsvundet, men kirken står her endnu1

Generationer efter generationer har i århundrede efter århundrede båret deres nyfødte op til den selvsamme døbefont, der står lige der for at lægge deres børn ind i fællesskabet med den korsfæstede og opstandne Kristus – med kærligheden selv.

Ordlyden har ændret form mange gange undervejs, men indholdet er stadigt det samme- nemlig det glædelige budskab, at der findes en absolut kærlighed, som er altings dybe sammenhæng og som er båret af evigheden og at meningen med vores liv er at lade den kærlighed gælde for dig selv og for din næste, så den kan vokse i verden og fylde hele verden.

Det budskab er fuldkommen lige så revolutionerende nyt og aktuelt i dag, som det var for 840 år siden, som det var da Jesus bragte det ind i verden for 2000 år siden.

Vi har stadig overhovedet ikke fattet en flig af det kærlighedsbudskab, for så ville verden ikke se ud, som den gør – elsk din næste, men ikke kun din næste – elsk din fjende, bed for den, der forfølger dig.

Det er så radikalt et budskab så grænsesprængende, at det aldrig bliver forældet.

Det er grundstenen i vores samfund i vores omsorg for de svageste, i vores liv med hinanden, og det vil det forhåbentligt vedblive med at være uanset hvor langt vi i fremtiden rejser ud i rummet for at erobre nye verdener og indsigter.

Og måske er vi i tid langt fra præsten Robert – i vores nutid, hvor et videnskabeligt verdensbillede og sprog på mange måder har overtaget det religiøse sprog, men når man så hører at Andreas Mogensens rummission har fået navnet Hugin og at han med sig har han et lille dragtspænde i form af en ravn fra omkring år 600 e.Kr. som såmænd lige så godt kunne være fundet her i Hesselager, ja så har vi både fremtidssynet (Hugin9 og erindringen (Munin) med, og når man hører de tanker Andreas Mogensen gør sig, når han ser vores lille planet udefra, ja så klinger der et dybt kærlighedens budskab med:

“Første gang jeg så Jorden udefra, gik det op for mig, at landegrænser er noget mennesker har fundet på, og kunne vi mennesker lære at leve side om side i fred og fordragelighed, ville langt størstedelen af vores problemer forsvinde.” Og videre: ”Jeg så at alt og alle er tæt forbundet på denne lille, skrøbelige og smukke blå kugle, og ” siger han. “Jeg følte mig ansvarlig for vores hjem, for alt det liv, som Jorden understøtter.    Og den følelse er blevet hos mig lige siden.” siger han

Det kunne præsten Robert og astronauten Andreas og vi med dem helt sikkert blive enige om, så større er afstanden alligevel ikke.

Vi er og bliver forbundet af kærligheden til hinanden og til vores fantastiske planet – ja bundet sammen af Kosmisk kærlighed nu og i al evighed.

Tillykke med 840 års jubilæet til os alle..